FN´s 60- års fødselsdag – et indlæg

Indlæg d. 10.12.2008 holdt i forbindelse med FN´s 60- års fødselsdag af næstforkvinde, Britta Mogensen, Kvinder for Frihed. Inviteret af Institut for Menneskerettigheder

Bølgerne går højt, når vi taler om hijab. Jeg vælger det udtryk som en fællesbetegnelse for de forskellige former for tilhylning. Unge kvinder ifører sig nemlig ikke kun tørklæder, men også lange, sorte frakker, ligesom der også langsomt, men i stigende omfang ses kvinder med burka, hvor kun øjenvipperne er synlige. De overordnede spørgsmål er: Er hijab frivillig? Eller er den tvunget? Og har det nogen betydning for integrationen overhovedet?

Den vedtagne definition af integration er at kunne dansk, at man tager en uddannelse, og at man har arbejde. Men det må vist siges blot at være delelementer. Flere elementer må med, hvis der skal kunne tales om reel integration, nemlig inklusion i en større helhed, altså i samfundet.

Under en foredragsaften, hvor den dansk-tyrkiske folketingspolitiker for Socialdemokratiet Yildiz Akdogan holdt et oplæg, sagde hun bl.a., at hun ikke brugte ordet ”integration”, men foretrak ”deltagelse”. Især lagde hun vægt på, at deltagelse i f.eks. foreningslivet havde et langt videre perspektiv end den sædvanlige forståelse af integration. Det kan jeg kun være enig i. Jeg ser ”deltagelse” som et aktivt ønske hos minoritetskvinder om at være med og derigennem internalisere de grundlæggende værdier om demokrati, ligestilling og lige værd, der eksisterer i samfundet.

Med den meget korte tid, jeg har til rådighed, er det ikke muligt at komme hele vejen rundt, men jeg vil prøve at se nærmere på, hvilke konsekvenser det kan have at vælge at iføre sig hijab. Mit kendskab til heropvoksede kvinders valg eller fravalg kender jeg overvejende – men ikke kun – fra deres udtalelser til aviser og i TV. Til gengæld har jeg siden 1992 fået et indgående kendskab til ægtefællesammenførte kvinder, dels via krisecenterarbejde, dels mit erhvervsarbejde med asylansøgere og udenlandske, voldsramte kvinders skilsmisse og manglende opholdstilladelse. Det var især vold mod kvinder, der førte mig ind i arbejdet med udenlandske kvinder. For mig var det ubegribeligt, at et retssamfund administrativt kunne smide en kvinde ud af landet, efter at hun havde været udsat for vold. Hun havde jo været udsat for en forbrydelse, ikke deltaget i den.

Vi kan nok med sikkerhed regne med, at kvinder, der bekender sig til politisk islam, frivilligt ifører sig hijab. De fleste er godt uddannede (nogle højtuddannede), og de er særdeles godt skåret for tungebåndet på flydende dansk. De har svar på alt, og de begår meget sjældent fejl. Jeg ser den ideologi, de kæmper for, som en afstandtagen til det omgivende samfund. Den iranske kvinderetsforkæmper Azar Majedi siger (Information 6.6.2008), at ”Den ubehagelige sandhed er, at sløret er en religiøst påbudt klædedragt, som i dag ydermere er banner for en totalitær politisk bevægelse, nemlig politisk islam.”, og hun siger videre, at ”hijab er et symbol for, hvor langt islamisternes magt strækker sig. Deres første skridt er altid at påtvinge kvindetilsløring for at markere deres sejr og dominans.”
Der er ingen tvivl om, at kvinder, som støtter islamiseringen af Europa, lever op til den officielle definition af integration. Men jeg ser ikke, at de har noget ønske om at blive inkluderet i samfundet.

Det er et noget mere grumset billede, der tegner sig, når vi taler om de kvinder, der er tvunget. Rent faktisk ved vi meget lidt – hvem og hvor mange der er tale om. Kun én gruppe blandt de tvungne ved vi med sikkerhed, hvem er, nemlig børnene.

Mange unge kvinder, der pludselig ifører sig hijab, hævder, at de er blevet religiøse, og at deres beklædning er et religiøst påbud. Bærer den nygifte hijab, fordi hun er blevet religiøs, eller fordi hun er blevet gift? Da der ofte sker et sammenfald her, er det en nærliggende tanke, at det ligger så som så med frivilligheden. Når unge minoritetskvinder på kort tid på en københavnsk skole går fra at være klædt som deres etnisk danske kammerater til at iføre sig lange sorte frakker og tørklæde, er der så sket en massereligiøsitet? Eller har kvinderne ad mere eller mindre ukendte veje været udsat for massetvang? Måske kan vi finde en ledetråd ved at lytte til den unge kvinde, der i TV fortalte, at hun på gaden blev chikaneret groft med skub, spyt og sjofle tilråb, fordi hun ikke ville iføre sig hijab. Ægtefællesammenførte har været udsat for chikane fra hijab-bærende kvinder på sprogskolen, fordi de ikke har været indhyllet. Småpiger uden hijab er blevet mobbet af hijab-klædte skoleveninder, og tilfældet med mobningen af kvindelige medicinstuderende uden hijab på Syddansk Universitet er vist almindeligt kendt.

Nogle kvinder hævder, at de bærer hijab, fordi det gør deres kroppe usynlige. Det forhindrer, at de bliver behandlet som sexobjekt, og mænd lytter til dem og accepterer deres meninger. Men det er ikke korrekt, at hijab skaber usynlighed. Jo mere hijab – jo mere opmærksomhed vækker kvinderne. Hvis en kvinde finder det nødvendigt at iføre sig hijab for ikke at blive set som et sexobjekt og med ansvar for kontrol med mænds seksualitet, er der nogle elementer i integrationen, der er gået tabt for såvel kvinderne som mændene.

Hvorfor overhovedet pakke et barn ind i tørklæder og kropsslørende tøj? Ayaan Hirsi Ali forklarer, at det derved forudsættes, at den begrænsning, hijab’en fysisk og psykisk påfører børnene, vil være identitetsskabende, og at de derfor næppe vil ønske at tage den af igen som voksne. Måske – måske ikke. Jeg har erfaret, at ægtefællesammenførte ikke kan få hijab’en hurtigt nok af, når det bliver muligt. De har i øvrigt udtrykt undren over, at kvinder i et vestligt land ifører sig hijab, når myndighederne ikke straffer dem for at gå uden. Deres opfattelse af frihed synes altså at stå i skarp modsætning til hijab-klædte heropvoksedes opfattelse.

Også helbredet har betydning for integrationen. Der er ikke overskud til at deltage i noget, hvis man har smerter. Kvinder, der bærer hijab, lider ofte allerede i 40-års alderen af stærke smerter i håndled, arme, ben og ankler. På grund af smerterne er motion udelukket, med fedme og ofte også diabetes til følge. Det gør det endnu mere vanskeligt at bevæge sig. Altså en ond cirkel. De stærke smerter er ofte affødt af bløde knogler på grund af D-vitaminmangel. Det afhjælpes så en smule af D-vitaminindsprøjtninger. Men sol på kroppen – i hvert fald ansigt, hals, arme og ben – er den eneste rationelle og naturlige måde, kroppen kan optage det vigtige D-vitamin. Da en mørkere hud har langt vanskeligere ved at danne D-vitamin end en lys, er det specielt nødvendig i Norden at få så meget sol som muligt, fordi den ikke er særlig stærk og heller ikke særlig konstant.

Azar Majedi slår fast, at et demokratisk samfund, der vil overholde menneskerettighederne, også må holde kvinde- og børnerettigheder i hævd, og at det forudsætter love, som sætter grænser for individernes frihed til at skade sig selv. Kvindekonventionen og Børnekonventionen stiller da også krav om retten til sundhed. Derfor er det heller ikke muligt, at myndighederne ser igennem fingre med, at småpiger indhylles. Det ville aldrig blive tilladt et dansk forældrepar at lægge grunden til en senere, uhelbredelig sygdom hos deres børn. Derfor skal vi heller ikke tillade, at det sker for andre.

På baggrund af ovennævnte ser jeg ikke hijab som integrationsfremmende, ligesom jeg også har svært ved at se nogen kønsligestilling i en opfattelse, der får kvinder at påtage sig opgaven med at kontrollere mænds seksualitet. Hvis en kvinde tager samfundets værdier til sig om kønnenes ligestilling og lige værd, er det uden betydning, at hun endnu ikke behersker dansk særligt godt, eller om hun er uden uddannelse og må starte med et ufaglært arbejde. Hun har vist, at hun ønsker at deltage, og det er for mig at se de vigtigste elementer i en integrationsproces.

Bølgerne går højt, når vi taler om hijab. Jeg vælger det udtryk som en fællesbetegnelse for de forskellige former for tilhylning. Unge kvinder ifører sig nemlig ikke kun tørklæder, men også lange, sorte frakker, ligesom der også langsomt, men i stigende omfang ses kvinder med burka, hvor kun øjenvipperne er synlige. De overordnede spørgsmål er: Er hijab frivillig? Eller er den tvunget? Og har det nogen betydning for integrationen overhovedet?

Den vedtagne definition af integration er at kunne dansk, at man tager en uddannelse, og at man har arbejde. Men det må vist siges blot at være delelementer. Flere elementer må med, hvis der skal kunne tales om reel integration, nemlig inklusion i en større helhed, altså i samfundet.

Under en foredragsaften, hvor den dansk-tyrkiske folketingspolitiker for Socialdemokratiet Yildiz Akdogan holdt et oplæg, sagde hun bl.a., at hun ikke brugte ordet ”integration”, men foretrak ”deltagelse”. Især lagde hun vægt på, at deltagelse i f.eks. foreningslivet havde et langt videre perspektiv end den sædvanlige forståelse af integration. Det kan jeg kun være enig i. Jeg ser ”deltagelse” som et aktivt ønske hos minoritetskvinder om at være med og derigennem internalisere de grundlæggende værdier om demokrati, ligestilling og lige værd, der eksisterer i samfundet.

Med den meget korte tid, jeg har til rådighed, er det ikke muligt at komme hele vejen rundt, men jeg vil prøve at se nærmere på, hvilke konsekvenser det kan have at vælge at iføre sig hijab. Mit kendskab til heropvoksede kvinders valg eller fravalg kender jeg overvejende – men ikke kun – fra deres udtalelser til aviser og i TV. Til gengæld har jeg siden 1992 fået et indgående kendskab til ægtefællesammenførte kvinder, dels via krisecenterarbejde, dels mit erhvervsarbejde med asylansøgere og udenlandske, voldsramte kvinders skilsmisse og manglende opholdstilladelse. Det var især vold mod kvinder, der førte mig ind i arbejdet med udenlandske kvinder. For mig var det ubegribeligt, at et retssamfund administrativt kunne smide en kvinde ud af landet, efter at hun havde været udsat for vold. Hun havde jo været udsat for en forbrydelse, ikke deltaget i den.

Vi kan nok med sikkerhed regne med, at kvinder, der bekender sig til politisk islam, frivilligt ifører sig hijab. De fleste er godt uddannede (nogle højtuddannede), og de er særdeles godt skåret for tungebåndet på flydende dansk. De har svar på alt, og de begår meget sjældent fejl. Jeg ser den ideologi, de kæmper for, som en afstandtagen til det omgivende samfund. Den iranske kvinderetsforkæmper Azar Majedi siger (Information 6.6.2008), at ”Den ubehagelige sandhed er, at sløret er en religiøst påbudt klædedragt, som i dag ydermere er banner for en totalitær politisk bevægelse, nemlig politisk islam.”, og hun siger videre, at ”hijab er et symbol for, hvor langt islamisternes magt strækker sig. Deres første skridt er altid at påtvinge kvindetilsløring for at markere deres sejr og dominans.”
Der er ingen tvivl om, at kvinder, som støtter islamiseringen af Europa, lever op til den officielle definition af integration. Men jeg ser ikke, at de har noget ønske om at blive inkluderet i samfundet.

Det er et noget mere grumset billede, der tegner sig, når vi taler om de kvinder, der er tvunget. Rent faktisk ved vi meget lidt – hvem og hvor mange der er tale om. Kun én gruppe blandt de tvungne ved vi med sikkerhed, hvem er, nemlig børnene.

Mange unge kvinder, der pludselig ifører sig hijab, hævder, at de er blevet religiøse, og at deres beklædning er et religiøst påbud. Bærer den nygifte hijab, fordi hun er blevet religiøs, eller fordi hun er blevet gift? Da der ofte sker et sammenfald her, er det en nærliggende tanke, at det ligger så som så med frivilligheden. Når unge minoritetskvinder på kort tid på en københavnsk skole går fra at være klædt som deres etnisk danske kammerater til at iføre sig lange sorte frakker og tørklæde, er der så sket en massereligiøsitet? Eller har kvinderne ad mere eller mindre ukendte veje været udsat for massetvang? Måske kan vi finde en ledetråd ved at lytte til den unge kvinde, der i TV fortalte, at hun på gaden blev chikaneret groft med skub, spyt og sjofle tilråb, fordi hun ikke ville iføre sig hijab. Ægtefællesammenførte har været udsat for chikane fra hijab-bærende kvinder på sprogskolen, fordi de ikke har været indhyllet. Småpiger uden hijab er blevet mobbet af hijab-klædte skoleveninder, og tilfældet med mobningen af kvindelige medicinstuderende uden hijab på Syddansk Universitet er vist almindeligt kendt.

Nogle kvinder hævder, at de bærer hijab, fordi det gør deres kroppe usynlige. Det forhindrer, at de bliver behandlet som sexobjekt, og mænd lytter til dem og accepterer deres meninger. Men det er ikke korrekt, at hijab skaber usynlighed. Jo mere hijab – jo mere opmærksomhed vækker kvinderne. Hvis en kvinde finder det nødvendigt at iføre sig hijab for ikke at blive set som et sexobjekt og med ansvar for kontrol med mænds seksualitet, er der nogle elementer i integrationen, der er gået tabt for såvel kvinderne som mændene.

Hvorfor overhovedet pakke et barn ind i tørklæder og kropsslørende tøj? Ayaan Hirsi Ali forklarer, at det derved forudsættes, at den begrænsning, hijab’en fysisk og psykisk påfører børnene, vil være identitetsskabende, og at de derfor næppe vil ønske at tage den af igen som voksne. Måske – måske ikke. Jeg har erfaret, at ægtefællesammenførte ikke kan få hijab’en hurtigt nok af, når det bliver muligt. De har i øvrigt udtrykt undren over, at kvinder i et vestligt land ifører sig hijab, når myndighederne ikke straffer dem for at gå uden. Deres opfattelse af frihed synes altså at stå i skarp modsætning til hijab-klædte heropvoksedes opfattelse.

Også helbredet har betydning for integrationen. Der er ikke overskud til at deltage i noget, hvis man har smerter. Kvinder, der bærer hijab, lider ofte allerede i 40-års alderen af stærke smerter i håndled, arme, ben og ankler. På grund af smerterne er motion udelukket, med fedme og ofte også diabetes til følge. Det gør det endnu mere vanskeligt at bevæge sig. Altså en ond cirkel. De stærke smerter er ofte affødt af bløde knogler på grund af D-vitaminmangel. Det afhjælpes så en smule af D-vitaminindsprøjtninger. Men sol på kroppen – i hvert fald ansigt, hals, arme og ben – er den eneste rationelle og naturlige måde, kroppen kan optage det vigtige D-vitamin. Da en mørkere hud har langt vanskeligere ved at danne D-vitamin end en lys, er det specielt nødvendig i Norden at få så meget sol som muligt, fordi den ikke er særlig stærk og heller ikke særlig konstant.

Azar Majedi slår fast, at et demokratisk samfund, der vil overholde menneskerettighederne, også må holde kvinde- og børnerettigheder i hævd, og at det forudsætter love, som sætter grænser for individernes frihed til at skade sig selv. Kvindekonventionen og Børnekonventionen stiller da også krav om retten til sundhed. Derfor er det heller ikke muligt, at myndighederne ser igennem fingre med, at småpiger indhylles. Det ville aldrig blive tilladt et dansk forældrepar at lægge grunden til en senere, uhelbredelig sygdom hos deres børn. Derfor skal vi heller ikke tillade, at det sker for andre.

På baggrund af ovennævnte ser jeg ikke hijab som integrationsfremmende, ligesom jeg også har svært ved at se nogen kønsligestilling i en opfattelse, der får kvinder at påtage sig opgaven med at kontrollere mænds seksualitet. Hvis en kvinde tager samfundets værdier til sig om kønnenes ligestilling og lige værd, er det uden betydning, at hun endnu ikke behersker dansk særligt godt, eller om hun er uden uddannelse og må starte med et ufaglært arbejde. Hun har vist, at hun ønsker at deltage, og det er for mig at se de vigtigste elementer i en integrationsproces.

Læs ‘Kast Sløret’ af Chahdortt Djavann!

Anmeldelse af bogen
samt af forfatterens foredrag 1412-2006 i København
af Nina H. Bjarnason – bestyrelsesmedlem i Kvinder for Frihed

Chahdortt Djavann (født 1967) er en eksil-iransk kvinde, som i 1993 kom til Frankrig. Her har hun uddannet sig til antropolog og arbejder aktuelt på et PhD studie. Fra hun var 13 til 23 år, var hun indespærret i det islamiske slør. Det er der kommet en bog ud af ‘Kast Sløret!’ (oversat fra fransk ‘Bas Les Voiles!’) som netop er udkommet på Akademisk forlag. Den franske udgave solgte 150.000 eksemplarer i Frankrig og blev en afgørende debatskaber i forbindelse med det vigtige tørklædeforbud i franske skoler.

Frit valg ’sludder og vrøvl’
I ti år bar jeg slør ‘for mig var det sløret eller døden. Så jeg ved, hvad jeg taler om’ (side 5). Således indledes bogen med den meget væsentlige pointe, at der for langt størstedelen af verdens tilslørede kvinder er tale om tvang med trusler om vold som baggrund for tilsløringen. I den offentlige debat i demokratiske samfund som fx Danmark, kan det ofte være svært for folk at danne sig en faktuel mening om tørklædets afgørende rolle i kønsdiskriminering, når enkelte højtråbende kvinder hævder, at der er tale om et frit valg. Imidlertid viser det sig gang på gang, at selv her i Danmark udsættes kvinder for psykisk og fysisk vold, hvis de modsætter sig tilhylning. Derfor repræsenterer de kvinder, der rent faktisk selv vælger tørklædet en statistisk ubetydelig lille del af det totale antal tilslørede kvinder.

Der rammes altså en fed pæl igennem myten om det frie valg. Forfatteren forklarer videre at der med udtrykket ‘frit valg’ er tale om en meningsløs talemåde. Kvinderne kan nemlig ikke give nogen god forklaring på, hvad det så rent faktisk er, tilhylningen frigør dem fra. Nogle vil hævde, at det er for at undgå at manden bliver blændet af begær, når han ser kvindens bølgende hår og kropskonturer. Men selv skaldede kvinder, kvinder, der har barberet deres hovedhår af eller meget grimme kvinder, skal gå tilhyllede. Og rent faktisk tiltrækker tilhyllede kvinder sig mere opmærksomhed end kvinder uden tilhylning, og her er der nok ikke tvivl om, at nogle af de højtråbende, selvpromoverende tildækkede kvinder i Danmark netop er ude efter at tiltrække sig opmærksomhed, selv om de nok så ivrigt hævder det modsatte. Forfatteren ironiserer endelig over de kvinder, der tilhyller sig og derved misbruger deres frie valg til at fortsætte undertrykkelse af de millioner og millioner af kvinder, som ikke har noget frit valg.

‘Man må spørge sig selv, om de nogensinde tænker på disse mange kvinder, der lever i de mest isolerede og afsondrede områder i de muslimske lande, og som hverken har fået nogen skolegang eller sågar er i besiddelse af en fødselsattest. Måske ville det være sundt for dem, der giver udtryk for at de er blevet ‘frigjorte af sløret’, at tage på rundrejse i Afghanistan. Måske vil de dele lidt af deres frihed med deres afghanske medsøstre?’ (side 30-31).

Sløret som demonstration af kvindens skamfulde mindreværdighed
Skjuler man ikke det, man skammer sig over? Skjuler vi ikke alle vores mangler og svagheder, vores følelse af utilstrækkelighed, mindreværd og magtesløshed, vores frustrationer, fejltagelser og svig, vores forseelser, skyldfølelser, synder og forbrydelser? I islam er en pige fra sin fødsel en sådan skam, der skal skjules, fordi hun ikke blev født som et drengebarn. Hun er selve personificeringen af utilstrækkelighed, magtesløshed og mindreværd. Hun er et objekt, der konfronterer mænd med det utilladelige: Ethvert ønske fra mandens side om at have seksuel omgang med en kvinde før giftermålet afslører hendes skyld. Hun er et objekt, der kan tilskynde mænd til at begå voldtægt, synde, begå incest, ja sågar til at stjæle, for det hedder sig, at en mand med et enkelt blik kan stjæle hendes uskyld. Hun er kort sagt legemliggørelsen af skyld, fordi hun vækker mandens begær. En pige er således i sig selv en konstant trussel mod de islamiske dogmer og etik. Fordi hun er indbegrebet af skyld, kan hun risikere at få skåret halsen over af sin far eller sine brødre for at genoprette familiens ære. For muslimske mænds ære kræver udgydelse af kvindens blod for at blive genoprettet. Dem, der ikke har hørt kvinder græde af fortvivlelse på fødegangen, når de ser, at de i stedet for det ønskede drengebarn har født en pige; dem, som aldrig har hørt kvinder bede til, at de selv eller deres nyfødte pige måtte dø, eller som ikke har set en mors angst over at have bragt et mennesker i verden, der kun vil bringe hende yderligere lidelser og bekymringer; dem som ikke har hørt en mor sige ‘Kvæl barnet, hvis det er en pige og smid hende ud med affaldet!’, fordi hun frygter at blive tævet eller udstødt, de kan ikke have nogen forståelse for den skam, der er forbundet med at være kvinde i et muslimsk land’ (side 7-8).

Sløret er voksnes seksuelle overgreb mod mindreårige og er derfor pædofili
Chahdortt Djavann anskuer tilsløring af mindreårige piger, som et seksuelt overgreb. Tilsløringen indikerer jo, at disse piger er farlige seksuelle væsner, som konstant pirrer mænd seksuelt. Men disse piger hverken har eller skal have nogen form for seksualitet. Tilsløringen af dem giver derfor mindelser til, og sanktionerer på en måde også pædofili. Sløret siger simpelthen, at pigen under er bolle-klar. Der er en lovgivning, der beskytter mod pædofili, incest og voldtægt. Man kan også blive straffet for at besidde børneporno, men hvad med det overgreb, der ligger i tilsløring af mindreårige? Bør piger ikke beskyttes mod dette? Forfatteren sammenligner de psykologiske følgevirkninger af pædofili, incest, voldtægt, prostitution og kønslemlæstelse med følgevirkningerne efter tørklædetvang til mindreårige. Hun beskriver den skam, der i alle disse tilfælde internaliseres i pigerne. Forfatteren skriver om tilsløring af mindreårige: ‘Hvilken betydning ligger der i dette at tilsløre piger? Der ligger den betydning, at man gør dem til seksualobjekter. De gøres til genstand for andres vilje, fordi kravet om at bære slør er blevet dem pålagt, og fordi tilsløringen påvirker deres personlighed, deres fremtræden og deres sociale liv. De bliver seksualobjekter, ikke blot fordi den skjulte hårpragt i dobbeltforstand bliver et symbol på seksualitet (det man skjuler fremhæves samtidig og det forbudte har som bekendt en tæt forbindelse til begæret), men også fordi sløret signalerer, at barnet eller den unge pige, der bærer det, er parat til giftermål og til at have et seksualliv. Man udstiller med andre ord pigen, der bærer sløret, for mændenes blikke og gør hende til et objekt for begær’ (side 10-11). p Videre skriver hun: ‘At tilsløre mindreårige er i strengeste forstand at misbruge hende, at bestemme over hendes krop og udstille hende som et seksualobjekt. Alle former for direkte eller indirekte pres, der sigter på at påbyde mindreårige piger slør, gør dem til seksualobjekter på samme måde, som hvis de blev smidt ud i prostitution’ (side 22). ‘Det er et fåtal af muslimske kvinder, en lille håndfuld, der har et anstændigt arbejde, og som selv har valgt at bære slør. Men jeg vil i deres tilfælde påstå, at de ved at tilsløre sig udtrykker en form for perversitet (det hævdes også, at nogle prostituerede har valgt deres levevej for deres egen fornøjelses skyld og ikke, fordi de har brug for pengene). De er voksne. De kan sågar skjule deres krop i et uldtæppe, når det er 35 grader varmt. Hvis de nyder det, så er det deres sag. Men når man forsøger at tilsløre mindreårige, der er bosiddende i Frankrig, og derved fremmedgør dem og udstiller dem som seksualobjekter, så siger jeg fra. Det er et angreb på menneskerettighederne’ (side 25).

Sløret demonstrerer kvindens rolle som handelsvare
Chahdortt Djavann fremhæver, at tilsløringen ensretter kvinderne til at signalere handelsværdi. Ethvert samfund er bygget op omkring handel med varer. I det islamiske system er kvinder varerne, og tilsløringen indikerer, at ‘her er de varer, som vi har’. Hvis du konverterer, kan du også få adgang til disse varer. Den tilslørede kvinde er altså en vare, der repræsenterer et forplantningsorgan og en arbejdsmaskine, men også en bolle-dukke og en bokse-bold.

Hvorfor er det så vigtigt, at kvinderne er tilslørede?
Hvorfor ønsker de muslimske mænd stadig at tilsløre kvinderne? Hvorfor går de så meget op i, om kvinder bærer slør eller ej? Hvad er grunden til, at de så stædigt holder fast på, at kvinder bør bære slør? Hvis de kerer sig så meget om sløret, burde de begynde at bære det selv. Forfatteren fremhæver sløret som en krigsmaskine, en slags territorialmarkering for islamismens udbredelse. Derfor er det så vigtigt for islamisterne at gøre alt for at få sløret på kvinderne. Hun nævner den gevaldige modstand i Frankrig mod tørklædeforbuddet i skolerne. Hvis tørklædet, som det hævdes, kommer inden for individets ret til at demonstrere sin religion, hvorfor er der så ikke lige så meget modstand mod polygamiforbud i vestlige lande? Polygami er også tilladt (for mænd altså – for kvinder er der dødsstraf…) i islamiske lande, men ikke i vestlige lande. Hvis spørgsmålet om tørklædet kun drejede sig om retten til at vælge religion, så burde der være et lige så stort pres for at få indført polygami. Når der ikke er det, så skyldes det ifølge forfatteren, at kampen for slørets udbredelse ikke har ret meget at gøre med religion som sådan, men tilsigter at signalere præcis hvor islamismen er nået til. Sløret angiver dels, at kvinden under er muslim og dels, at du kun kan komme i betragtning til denne kvinde (vare), hvis du konverterer til islam. Polygami har ikke den samme signal-effekt, selv om denne samlivsform også betragtes som en religiøs ret for manden.

Chahdortt Djavann om tolerance og respekt
‘Tolerance og respekt er to ord, der ofte bliver misbrugt i den offentlige debat. Hvis man påstår, at man respekterer alt og alle, respekterer man i virkeligheden ingenting. Men hvordan udøver man tolerance uden at havne i denne relativisme? At være tolerant vil for mig sige, at man må acceptere, at andre er i deres gode ret til at narre sig selv. Her taler jeg igen om religion. Personligt tror jeg ikke på, at nogen religion eller hellig tekst nogensinde er faldet ned fra himlen, og jeg mener, at alle religiøse talsmænd (mullaher, rabbinere, præster og andre selvudnævnte religionsfortolkere) hellere burde interessere sig for verdslige spørgsmål og problemer. Men jeg accepterer, at de troende har ret til at narre sig selv og til at tro på det modsatte af, hvad jeg tror på. Jeg kræver kun, at de accepterer det samme: At de også respekterer min ret til at tænke anderledes end dem. Det, jeg respekterer, er ikke de andres tro, men deres ret til at tro, hvad de vil. Det, vi alle skal respektere, er altså individets ret til frit at tænke og leve, som det vil’. (fra kronik i Information).

Om tildækning i skoler og andre offentlige institutioner.
‘At nogle voksne kvinder ønsker at bære slør er deres egen sag. Men i de offentlige institutioner skal alle være underlagt de samme verdslige love og ikke være underlagt den ene eller den anden religions dogmer og forskrifter’ (fra kronik i Information).

Kvinder for Frihed siger: Læs Chahdortt Djavanns bog!
Gennemgangen fra en kvinde, der selv har været skændet af tørklædetvangen er autentisk og omhyggelig. Men det er ikke småting, hun siger. Man væmmes ved tanken om de overgreb mod mindreårige piger, der foregår lige her i Danmark. Der er tørklædeforbud i Frankrig, Tyrkiet og Tunesien. Skulle ikke Danmark være det næste sted, hvor disse krænkelser blev ophævet? Hvor piger kunne få lov til at være piger uanset etnisk baggrund? Hvordan kan vi tillade at overgreb tolereres mod indvandrerpiger, når disse overgreb aldrig var blevet tolereret havde det været døtre af etnisk danske par.