Jordemødre bør heller ikke bære tørklæde!

Næstforkvinde i Kvinder for Frihed og afdelingsjordemoder erklærer sig enig med forkvinde Vibeke Manniche, at hospitalspersonale, ej heller jordemødre, tillades at bære tørklæde i arbejdstiden.
– Jeg mener, at vi bør arbejde for, at religion er en privatsag, og at det ikke for vores muslimske kolleger skal være nødvendigt at bære et religiøst og kvindeundertrykkende symbol i arbejdstiden. Det handler ikke om, at de så skal hindres i at komme ud på arbejdsmarkedet, tværtimod handler det om, at vi alle uanset overbevisning kan møde hinanden og de fødende ligeværdigt og neutrale. Tørklædet signalerer ikke ligeværdighed og neutralitet, men underkastelse overfor en bestemt religiøs retning, som er den fødende og dennes familie uvedkommende, siger Karen West.
Vi bør indføre neutrale dresscodes såvel i politiet, i dommersædet, i skolerne og på hospitalerne.
For yderligere information kan næstforkvinde Karen West kontaktes på tlf. 22770783

Kvinder, man ikke kan nå!

Der findes adskillige tusind kvinder i Danmark med anden etnisk herkomst end dansk, som ikke er i arbejde. Det er kvinder, der på grund af manglende danskkundskaber ikke har mulighed for at få en plads på arbejdsmarkedet. Det er der for så vidt intet nyt i. Der er nemlig heller intet nyt i, at der ikke rigtigt bliver gjort noget ved det. Forskellige kommuner har sat diverse projekter i gang, som skulle fordre integrationen af nydanske kvinder. Det er ligesom, der ikke rigtig kommer gang i denne del af den rigtig svære integrationsproces. Ganske helhjertet forsøger integrationskonsulenter med hjælp fra velmenende gavmilde kommunalpolitikere at få denne del af vores svageste gruppe nydanskere integreret. Det lykkes ikke rigtig.

Jorden kalder Eva
10. april 2007

Læserbrev Jyllandsposten fra i dag d. 10. april 2007
Af Channe Bjerringgaard (K), Folketingskandidat Frederiksborgvej 150B 2400 København NV

Hver dag ser jeg både små og lidt større piger komme gående på gader og stræder her i København, hvor jeg bor, med tørklæder bundet rundt om hovedet og lange gevandter, så det er umuligt at springe frit omkring.

Er det ene køn mere værd end det andet?
5. april 2007

Svar til Eva Kjer Hansen i Berlingske Tidende 5 april 2007

Tak til social- og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen for information om kampagnen, der via sprogskoler oplyser kvinder af anden etnisk baggrund om deres rettigheder. Desværre er den ikke tilstrækkelig.

Bryd tabuet
3. april 2007

Kvinder for Friheds replik i JP d. 3. april 2007
Af Nina H. Bjarnason, læge, dr. med., og læge ph.d., Kvinder for Frihed, Carlsmindeparken 47, Holte

CARSTEN Agger fremsætter 1/4 urigtige påstande om tilhylning som risikofaktor for vitamin D-mangel. Der er – desværre – rigelige data, der viser den risiko, som den tildækkede livsstil udgør i forhold til vitamin D-mangel – endda lige her i Danmark.

I en jysk undersøgelse publiceret i 2000 i Journal of Internal Medicine fandt man svær mangel på vitamin D blandt 85 pct. af de tilhyllede arabiske kvinder, 40 pct. af de ikke-tilhyllede arabiske kvinder, 20 pct. af de tilhyllede, etnisk danske kvinder og 0 pct. af de ikke-tilhyllede danske kvinder. Men der er også publikationer om tilhylningens skadelige effekt i forhold til vitamin D-mangel fra Sverige, Kuwait, Libanon, Marokko, Tunesien og Tyrkiet.

Problematisk for kvinder
Gener fra muskler og led er ikke det eneste, man risikerer ved vitamin D-mangel. Manglen kan tillige fremskynde, udløse og forværre knogleskørhed, hvilket er særligt problematisk for kvinder.

Det kan være svært for mennesker, som ikke er læger, at forstå disse sammenhænge (specielt hvis man som Carsten Agger sætter kikkerten for det blinde øje), og derfor har vi sat os for at informere om dette, således at alle kan forstå det. Man er nødt til at tale om tilhylningen som risikofaktor, når man behandler patienter med vitamin D-mangel, på samme måde som man er nødt til at tale om rygningens skadelige virkning, når man behandler patienter med rygerlunger, lungekræft og hjertekarsygdom.

Carsten Aggers indlæg understreger, at der mangler information og debat om de sundhedsmæssige risici ved den tilhyllede livsstil, som bl.a. grundlægges med tørklædetvang i barnealderen. Mangel på vitamin D er kun ét af problemerne. Også nedsat fysisk aktivitet kan være en konsekvens af den tilhyllede livsstil. Det er dybt tabuiseret at tale om tilhylningens skadelige effekter, og derfor er det bydende nødvendigt, at dette tabu bliver brudt

Frihed for etniske kvinder – svar fra Eva Kjer Hansen
31. marts 2007

Svar fra Eva Kjer Hansen i Berlingske 31. marts 2007 på Kvinder for Friheds indlæg d. 23. marts 2007

At bryde ud af et voldeligt forhold kræver næsten umenneskeligt overskud. Etniske kvinder har det særligt svært, og vi ved, at de kun sjældent anmelder de voldelige overgreb. De er ofte fanget af indgroede kvindeundertrykkende tabuer, og de kender ikke til den hjælp, de kan få.
Kvinder for Frihed efterlyste 23. marts, at jeg tog initiativ til at støtte de udsatte etniske kvinder med oplysning om deres rettigheder. Det er præcis, hvad jeg allerede gør. Jeg har gennemført en kampagne, der forklarer de etniske kvinder om deres rettigheder og handlemuligheder. Kampagnen er trykt på mange forskellige sprog og uddelt på sprogskoler overalt i landet. Jeg oplevede stor interesse fra kvinderne for at høre, hvilken hjælp voldsramte kvinder kan få. Det er et skridt på vejen til at nedbryde de kvindeundertrykkende tabuer.

Eva Kjer Hansen
Socialminister (V)

Forbyd tørklæder til umyndige piger
28. marts 2007

Læserbrev Jyllandsposten 28 marts 2007 af Nina Hannover Bjarnason

ERIK Lorenzen – formand for Danmarks Skolelederforening giver udtryk for, at det skal være muligt for landets skoler at forbyde muslimske piger at bære slør. Han fremhæver kommunikation mellem lærer og elev som en afgørende faktor for forbud.
Imidlertid er der en række sundhedsmæssige skadevirkninger af tildækningen, som danner grundlag for et generelt forbud blandt umyndige piger.Tildækningen fører til mangel på D-vitamin, som kan medføre blivende skader på knogler og tænder. Ligeledes nedsætter tildækning muligheden for fysisk aktivitet, hvilket fører til sygelighed.Langvarig tørklædebrug er også kædet sammen med hårtab. Tildækningen repræsenterer et psykoseksuelt overgreb, idet pigerne under tørklæderne indoktrineres til at tro, at deres kroppe er urene eller farlige.

Tørklæder fører til social isolation, manglende integration og begrænsede erhvervsmuligheder. Tørklæder til umyndige piger er simpelt hen en krænkelse på linje med vold mod børn. Det er bydende nødvendigt med lovgivning på området, og det kan ikke gå hurtigt nok.

Nina Hannover Bjarnason, læge, dr. med., Kvinder for Friheds bestyrelse

En del af Danmark har ingen ligestilling
27. marts 2007

Læserbrev i Politiken 27. marts 2007 Af Karen West

Man kan kun glæde sig over de fire historier om kvindelige mønsterbrydere af anden etnisk herkomst. Disse kvinder er på vej, og som Politikens leder 18.3. påpeger, bør ligestillingsbegrebet og diskussionen herom ikke kun knyttes til bestemte kulturer. Alle verdens kvinder lider fortsat under manglende ligeværd.
I Danmark kan vi heller ikke bryste os af, at vi har reel ligestilling, selv om vi nok vil påstå, at etnisk danske kvinder har stort set frit valg med hensyn til uddannelse og arbejde. Har de penge nok, kan de også vælge at gå hjemme og passe børn, men der er ingen, der tvinger dem. Når vi vender tilbage til kvinder af anden etnisk herkomst, der lider mere end os under manglende ligeværd og ligestilling, er det, fordi det ikke kan bortforklares, at en bestemt kultur bruges som undskyldning for at undertrykke kvinder. Etnisk danske kvinders manglende ligestilling blegner ret meget i denne sammenligning.

Det kan vel heller ikke bortforklares, at religiøs fundamentalisme uanset retning altid har et kvindeundertrykkende islæt, samt at kvinder og børn i visse udviklingslande på grund af fattigdom er lette ofre for overgreb og misrøgt. Lad os blot ridse nogle eksempler op, som vi så kan håbe på, at Politiken, som en objektiv og seriøs avis, vil klandre de mænd og kvinder (kulturer?), der er ansvarlige for denne kvindefjendske adfærd:

Mouna har just født sit femte barn. Den ældste pige er syv, og Mouna ville gerne rejse til Somalia for at besøge sin mor. Men hun ved, at datteren under besøget vil få skåret sin klitoris og sine skamlæber bort – i ligestillingens navn?

Fatima er blevet syv. Hendes mor iklæder hende tørklæde og lang kjole og fortæller hende, at fra nu af skal hun skjule sig for mænds blikke, fordi hendes krop er ‘født’ syndig. Hvis hun nægter, vil hun være til fals for alle mænd, og blive et let offer for voldtægt – i ligestillingens navn?

Forældrene til Ghazala har valgt en ægtemand til hende, hvis hun nægter, vil hendes far blive nødt til at slå hende ihjel, hvis han ikke skal miste sin ære – i ligestillingens navn?

Sofia blev lovet caféarbejde i Danmark og endte som tvangsprostitueret i en kælderlejlighed – i ligestillingens navn?

En imam udtaler, at alle kvinder i Danmark bør gå med tørklæde for at skjule sig for mænds blikke – i ligestillingens navn?

Indlægget er skrevet sammen med Britta Mogensen, Kvinder for Frihed .

Muslimske kvinder uden frit valg
23. marts 2007

Læserbrev Berlingske Tidende 23. marts 2007
Kvinder med muslimsk baggrund anmelder kun yderst sjældent voldtægt. Som årsager angives tabuisering, familiens ære og endelig, at nogle kvinder tror, at voldtægt er mandens ret!
Kvinder for Frihed ser dette som endnu et eksempel på, at det er vanvid at tale om frit valg, når det gælder muslimske kvinders underkastelse for kvindefjendske kulturelle og religiøse dogmer, som fx tilhylning og familiens / mænds »ret« til at bestemme over valg af partner. Mange af disse kvinder er indoktrineret til at mene, at deres behov er mindre værd end mændenes. Med en 1.400 år gammel bog som eneste kilde undertrykkes de fysisk, psykisk og socialt.

Ifølge FNs kvindekonvention artikel 5a har Danmark forpligtet sig til at modarbejde adfærd og opfattelser, der baserer sig på, at det ene køn er mere værd end det andet. Kvinder for Frihed konstaterer, at Danmark ikke lever op til sine forpligtelser. Ligestillingsministeren bør gå ind i sagen og sikre oplysning til muslimske kvinder om deres rettigheder.

Vibeke Manniche, Britta Mogensen og Karen West p.v.a. Kvinder for Frihed Nina Hannover Bjarnason

Imam truer ligeværd
13. marts 2007

Læserbrev Jyllandsposten d. 13/3-2007
Af Britta Mogensen og Nina H. Bjarnason, på vegne af Kvinder for Friheds bestyrelse

P

Afskaf eufemismen arrangeret ægteskab
23. februar 2007

Læserbrev fra Berlingske – 23/2-2007

SF, de Radikale og anklageren fra sagen om likvideringen af Ghazala Khan foreslår at indføre en specifik paragraf i straffeloven, der forbyder tvangsægteskaber. Justitsminister Lene Espersen ser positivt på forslaget. Kvinder for Frihed hilser også dette forslag velkomment, men peger i den forbindelse på, at det er nødvendigt aktivt at afskaffe den pæne omskrivning »arrangeret ægteskab«.

FN´s 60- års fødselsdag – et indlæg

Indlæg d. 10.12.2008 holdt i forbindelse med FN´s 60- års fødselsdag af næstforkvinde, Britta Mogensen, Kvinder for Frihed. Inviteret af Institut for Menneskerettigheder

Bølgerne går højt, når vi taler om hijab. Jeg vælger det udtryk som en fællesbetegnelse for de forskellige former for tilhylning. Unge kvinder ifører sig nemlig ikke kun tørklæder, men også lange, sorte frakker, ligesom der også langsomt, men i stigende omfang ses kvinder med burka, hvor kun øjenvipperne er synlige. De overordnede spørgsmål er: Er hijab frivillig? Eller er den tvunget? Og har det nogen betydning for integrationen overhovedet?

Den vedtagne definition af integration er at kunne dansk, at man tager en uddannelse, og at man har arbejde. Men det må vist siges blot at være delelementer. Flere elementer må med, hvis der skal kunne tales om reel integration, nemlig inklusion i en større helhed, altså i samfundet.

Under en foredragsaften, hvor den dansk-tyrkiske folketingspolitiker for Socialdemokratiet Yildiz Akdogan holdt et oplæg, sagde hun bl.a., at hun ikke brugte ordet ”integration”, men foretrak ”deltagelse”. Især lagde hun vægt på, at deltagelse i f.eks. foreningslivet havde et langt videre perspektiv end den sædvanlige forståelse af integration. Det kan jeg kun være enig i. Jeg ser ”deltagelse” som et aktivt ønske hos minoritetskvinder om at være med og derigennem internalisere de grundlæggende værdier om demokrati, ligestilling og lige værd, der eksisterer i samfundet.

Med den meget korte tid, jeg har til rådighed, er det ikke muligt at komme hele vejen rundt, men jeg vil prøve at se nærmere på, hvilke konsekvenser det kan have at vælge at iføre sig hijab. Mit kendskab til heropvoksede kvinders valg eller fravalg kender jeg overvejende – men ikke kun – fra deres udtalelser til aviser og i TV. Til gengæld har jeg siden 1992 fået et indgående kendskab til ægtefællesammenførte kvinder, dels via krisecenterarbejde, dels mit erhvervsarbejde med asylansøgere og udenlandske, voldsramte kvinders skilsmisse og manglende opholdstilladelse. Det var især vold mod kvinder, der førte mig ind i arbejdet med udenlandske kvinder. For mig var det ubegribeligt, at et retssamfund administrativt kunne smide en kvinde ud af landet, efter at hun havde været udsat for vold. Hun havde jo været udsat for en forbrydelse, ikke deltaget i den.

Vi kan nok med sikkerhed regne med, at kvinder, der bekender sig til politisk islam, frivilligt ifører sig hijab. De fleste er godt uddannede (nogle højtuddannede), og de er særdeles godt skåret for tungebåndet på flydende dansk. De har svar på alt, og de begår meget sjældent fejl. Jeg ser den ideologi, de kæmper for, som en afstandtagen til det omgivende samfund. Den iranske kvinderetsforkæmper Azar Majedi siger (Information 6.6.2008), at ”Den ubehagelige sandhed er, at sløret er en religiøst påbudt klædedragt, som i dag ydermere er banner for en totalitær politisk bevægelse, nemlig politisk islam.”, og hun siger videre, at ”hijab er et symbol for, hvor langt islamisternes magt strækker sig. Deres første skridt er altid at påtvinge kvindetilsløring for at markere deres sejr og dominans.”
Der er ingen tvivl om, at kvinder, som støtter islamiseringen af Europa, lever op til den officielle definition af integration. Men jeg ser ikke, at de har noget ønske om at blive inkluderet i samfundet.

Det er et noget mere grumset billede, der tegner sig, når vi taler om de kvinder, der er tvunget. Rent faktisk ved vi meget lidt – hvem og hvor mange der er tale om. Kun én gruppe blandt de tvungne ved vi med sikkerhed, hvem er, nemlig børnene.

Mange unge kvinder, der pludselig ifører sig hijab, hævder, at de er blevet religiøse, og at deres beklædning er et religiøst påbud. Bærer den nygifte hijab, fordi hun er blevet religiøs, eller fordi hun er blevet gift? Da der ofte sker et sammenfald her, er det en nærliggende tanke, at det ligger så som så med frivilligheden. Når unge minoritetskvinder på kort tid på en københavnsk skole går fra at være klædt som deres etnisk danske kammerater til at iføre sig lange sorte frakker og tørklæde, er der så sket en massereligiøsitet? Eller har kvinderne ad mere eller mindre ukendte veje været udsat for massetvang? Måske kan vi finde en ledetråd ved at lytte til den unge kvinde, der i TV fortalte, at hun på gaden blev chikaneret groft med skub, spyt og sjofle tilråb, fordi hun ikke ville iføre sig hijab. Ægtefællesammenførte har været udsat for chikane fra hijab-bærende kvinder på sprogskolen, fordi de ikke har været indhyllet. Småpiger uden hijab er blevet mobbet af hijab-klædte skoleveninder, og tilfældet med mobningen af kvindelige medicinstuderende uden hijab på Syddansk Universitet er vist almindeligt kendt.

Nogle kvinder hævder, at de bærer hijab, fordi det gør deres kroppe usynlige. Det forhindrer, at de bliver behandlet som sexobjekt, og mænd lytter til dem og accepterer deres meninger. Men det er ikke korrekt, at hijab skaber usynlighed. Jo mere hijab – jo mere opmærksomhed vækker kvinderne. Hvis en kvinde finder det nødvendigt at iføre sig hijab for ikke at blive set som et sexobjekt og med ansvar for kontrol med mænds seksualitet, er der nogle elementer i integrationen, der er gået tabt for såvel kvinderne som mændene.

Hvorfor overhovedet pakke et barn ind i tørklæder og kropsslørende tøj? Ayaan Hirsi Ali forklarer, at det derved forudsættes, at den begrænsning, hijab’en fysisk og psykisk påfører børnene, vil være identitetsskabende, og at de derfor næppe vil ønske at tage den af igen som voksne. Måske – måske ikke. Jeg har erfaret, at ægtefællesammenførte ikke kan få hijab’en hurtigt nok af, når det bliver muligt. De har i øvrigt udtrykt undren over, at kvinder i et vestligt land ifører sig hijab, når myndighederne ikke straffer dem for at gå uden. Deres opfattelse af frihed synes altså at stå i skarp modsætning til hijab-klædte heropvoksedes opfattelse.

Også helbredet har betydning for integrationen. Der er ikke overskud til at deltage i noget, hvis man har smerter. Kvinder, der bærer hijab, lider ofte allerede i 40-års alderen af stærke smerter i håndled, arme, ben og ankler. På grund af smerterne er motion udelukket, med fedme og ofte også diabetes til følge. Det gør det endnu mere vanskeligt at bevæge sig. Altså en ond cirkel. De stærke smerter er ofte affødt af bløde knogler på grund af D-vitaminmangel. Det afhjælpes så en smule af D-vitaminindsprøjtninger. Men sol på kroppen – i hvert fald ansigt, hals, arme og ben – er den eneste rationelle og naturlige måde, kroppen kan optage det vigtige D-vitamin. Da en mørkere hud har langt vanskeligere ved at danne D-vitamin end en lys, er det specielt nødvendig i Norden at få så meget sol som muligt, fordi den ikke er særlig stærk og heller ikke særlig konstant.

Azar Majedi slår fast, at et demokratisk samfund, der vil overholde menneskerettighederne, også må holde kvinde- og børnerettigheder i hævd, og at det forudsætter love, som sætter grænser for individernes frihed til at skade sig selv. Kvindekonventionen og Børnekonventionen stiller da også krav om retten til sundhed. Derfor er det heller ikke muligt, at myndighederne ser igennem fingre med, at småpiger indhylles. Det ville aldrig blive tilladt et dansk forældrepar at lægge grunden til en senere, uhelbredelig sygdom hos deres børn. Derfor skal vi heller ikke tillade, at det sker for andre.

På baggrund af ovennævnte ser jeg ikke hijab som integrationsfremmende, ligesom jeg også har svært ved at se nogen kønsligestilling i en opfattelse, der får kvinder at påtage sig opgaven med at kontrollere mænds seksualitet. Hvis en kvinde tager samfundets værdier til sig om kønnenes ligestilling og lige værd, er det uden betydning, at hun endnu ikke behersker dansk særligt godt, eller om hun er uden uddannelse og må starte med et ufaglært arbejde. Hun har vist, at hun ønsker at deltage, og det er for mig at se de vigtigste elementer i en integrationsproces.

Bølgerne går højt, når vi taler om hijab. Jeg vælger det udtryk som en fællesbetegnelse for de forskellige former for tilhylning. Unge kvinder ifører sig nemlig ikke kun tørklæder, men også lange, sorte frakker, ligesom der også langsomt, men i stigende omfang ses kvinder med burka, hvor kun øjenvipperne er synlige. De overordnede spørgsmål er: Er hijab frivillig? Eller er den tvunget? Og har det nogen betydning for integrationen overhovedet?

Den vedtagne definition af integration er at kunne dansk, at man tager en uddannelse, og at man har arbejde. Men det må vist siges blot at være delelementer. Flere elementer må med, hvis der skal kunne tales om reel integration, nemlig inklusion i en større helhed, altså i samfundet.

Under en foredragsaften, hvor den dansk-tyrkiske folketingspolitiker for Socialdemokratiet Yildiz Akdogan holdt et oplæg, sagde hun bl.a., at hun ikke brugte ordet ”integration”, men foretrak ”deltagelse”. Især lagde hun vægt på, at deltagelse i f.eks. foreningslivet havde et langt videre perspektiv end den sædvanlige forståelse af integration. Det kan jeg kun være enig i. Jeg ser ”deltagelse” som et aktivt ønske hos minoritetskvinder om at være med og derigennem internalisere de grundlæggende værdier om demokrati, ligestilling og lige værd, der eksisterer i samfundet.

Med den meget korte tid, jeg har til rådighed, er det ikke muligt at komme hele vejen rundt, men jeg vil prøve at se nærmere på, hvilke konsekvenser det kan have at vælge at iføre sig hijab. Mit kendskab til heropvoksede kvinders valg eller fravalg kender jeg overvejende – men ikke kun – fra deres udtalelser til aviser og i TV. Til gengæld har jeg siden 1992 fået et indgående kendskab til ægtefællesammenførte kvinder, dels via krisecenterarbejde, dels mit erhvervsarbejde med asylansøgere og udenlandske, voldsramte kvinders skilsmisse og manglende opholdstilladelse. Det var især vold mod kvinder, der førte mig ind i arbejdet med udenlandske kvinder. For mig var det ubegribeligt, at et retssamfund administrativt kunne smide en kvinde ud af landet, efter at hun havde været udsat for vold. Hun havde jo været udsat for en forbrydelse, ikke deltaget i den.

Vi kan nok med sikkerhed regne med, at kvinder, der bekender sig til politisk islam, frivilligt ifører sig hijab. De fleste er godt uddannede (nogle højtuddannede), og de er særdeles godt skåret for tungebåndet på flydende dansk. De har svar på alt, og de begår meget sjældent fejl. Jeg ser den ideologi, de kæmper for, som en afstandtagen til det omgivende samfund. Den iranske kvinderetsforkæmper Azar Majedi siger (Information 6.6.2008), at ”Den ubehagelige sandhed er, at sløret er en religiøst påbudt klædedragt, som i dag ydermere er banner for en totalitær politisk bevægelse, nemlig politisk islam.”, og hun siger videre, at ”hijab er et symbol for, hvor langt islamisternes magt strækker sig. Deres første skridt er altid at påtvinge kvindetilsløring for at markere deres sejr og dominans.”
Der er ingen tvivl om, at kvinder, som støtter islamiseringen af Europa, lever op til den officielle definition af integration. Men jeg ser ikke, at de har noget ønske om at blive inkluderet i samfundet.

Det er et noget mere grumset billede, der tegner sig, når vi taler om de kvinder, der er tvunget. Rent faktisk ved vi meget lidt – hvem og hvor mange der er tale om. Kun én gruppe blandt de tvungne ved vi med sikkerhed, hvem er, nemlig børnene.

Mange unge kvinder, der pludselig ifører sig hijab, hævder, at de er blevet religiøse, og at deres beklædning er et religiøst påbud. Bærer den nygifte hijab, fordi hun er blevet religiøs, eller fordi hun er blevet gift? Da der ofte sker et sammenfald her, er det en nærliggende tanke, at det ligger så som så med frivilligheden. Når unge minoritetskvinder på kort tid på en københavnsk skole går fra at være klædt som deres etnisk danske kammerater til at iføre sig lange sorte frakker og tørklæde, er der så sket en massereligiøsitet? Eller har kvinderne ad mere eller mindre ukendte veje været udsat for massetvang? Måske kan vi finde en ledetråd ved at lytte til den unge kvinde, der i TV fortalte, at hun på gaden blev chikaneret groft med skub, spyt og sjofle tilråb, fordi hun ikke ville iføre sig hijab. Ægtefællesammenførte har været udsat for chikane fra hijab-bærende kvinder på sprogskolen, fordi de ikke har været indhyllet. Småpiger uden hijab er blevet mobbet af hijab-klædte skoleveninder, og tilfældet med mobningen af kvindelige medicinstuderende uden hijab på Syddansk Universitet er vist almindeligt kendt.

Nogle kvinder hævder, at de bærer hijab, fordi det gør deres kroppe usynlige. Det forhindrer, at de bliver behandlet som sexobjekt, og mænd lytter til dem og accepterer deres meninger. Men det er ikke korrekt, at hijab skaber usynlighed. Jo mere hijab – jo mere opmærksomhed vækker kvinderne. Hvis en kvinde finder det nødvendigt at iføre sig hijab for ikke at blive set som et sexobjekt og med ansvar for kontrol med mænds seksualitet, er der nogle elementer i integrationen, der er gået tabt for såvel kvinderne som mændene.

Hvorfor overhovedet pakke et barn ind i tørklæder og kropsslørende tøj? Ayaan Hirsi Ali forklarer, at det derved forudsættes, at den begrænsning, hijab’en fysisk og psykisk påfører børnene, vil være identitetsskabende, og at de derfor næppe vil ønske at tage den af igen som voksne. Måske – måske ikke. Jeg har erfaret, at ægtefællesammenførte ikke kan få hijab’en hurtigt nok af, når det bliver muligt. De har i øvrigt udtrykt undren over, at kvinder i et vestligt land ifører sig hijab, når myndighederne ikke straffer dem for at gå uden. Deres opfattelse af frihed synes altså at stå i skarp modsætning til hijab-klædte heropvoksedes opfattelse.

Også helbredet har betydning for integrationen. Der er ikke overskud til at deltage i noget, hvis man har smerter. Kvinder, der bærer hijab, lider ofte allerede i 40-års alderen af stærke smerter i håndled, arme, ben og ankler. På grund af smerterne er motion udelukket, med fedme og ofte også diabetes til følge. Det gør det endnu mere vanskeligt at bevæge sig. Altså en ond cirkel. De stærke smerter er ofte affødt af bløde knogler på grund af D-vitaminmangel. Det afhjælpes så en smule af D-vitaminindsprøjtninger. Men sol på kroppen – i hvert fald ansigt, hals, arme og ben – er den eneste rationelle og naturlige måde, kroppen kan optage det vigtige D-vitamin. Da en mørkere hud har langt vanskeligere ved at danne D-vitamin end en lys, er det specielt nødvendig i Norden at få så meget sol som muligt, fordi den ikke er særlig stærk og heller ikke særlig konstant.

Azar Majedi slår fast, at et demokratisk samfund, der vil overholde menneskerettighederne, også må holde kvinde- og børnerettigheder i hævd, og at det forudsætter love, som sætter grænser for individernes frihed til at skade sig selv. Kvindekonventionen og Børnekonventionen stiller da også krav om retten til sundhed. Derfor er det heller ikke muligt, at myndighederne ser igennem fingre med, at småpiger indhylles. Det ville aldrig blive tilladt et dansk forældrepar at lægge grunden til en senere, uhelbredelig sygdom hos deres børn. Derfor skal vi heller ikke tillade, at det sker for andre.

På baggrund af ovennævnte ser jeg ikke hijab som integrationsfremmende, ligesom jeg også har svært ved at se nogen kønsligestilling i en opfattelse, der får kvinder at påtage sig opgaven med at kontrollere mænds seksualitet. Hvis en kvinde tager samfundets værdier til sig om kønnenes ligestilling og lige værd, er det uden betydning, at hun endnu ikke behersker dansk særligt godt, eller om hun er uden uddannelse og må starte med et ufaglært arbejde. Hun har vist, at hun ønsker at deltage, og det er for mig at se de vigtigste elementer i en integrationsproces.

Stop vold mod kvinder!

UNIFEM Currents – The electronic newsletter of the United Nations Development Fund for Women

Close to 250,000 Individuals and 35 Governments
Say NO to Violence against Women!

Dear Campaign Supporters,

The Say NO to Violence against Women campaign continues to gain worldwide support (see latest stories below). Help us reach 1 million names by 25 November, when all names will be handed to UN Secretary-General Ban Ki-moon in a broadbased call for governments to take action to end violence against women and girls:

* Ask 3 people to visit SayNOtoViolence.org and add their names
* Include a link to SayNOtoViolence.org as part of your e-mail signature
* Talk about the campaign in your blog and in discussion forums

Let’s make our voices heard loud and clear!
www.saynotoviolence.org

Næstforkvinden deltog i den socialdemokratiske kvindekonference Q2008

Karen West, næstforkvinde i Kvinder for Frihed.

Næstforkvinden deltog i den socialdemokratiske kvindekonference Q2008.
Hvad er det så for ligestillingsproblemer, der bør vægtes i følge socialdemokratiske kvinder anno 2008?
Der var mange gode oplægsholdere på konferencen, som hver vægtede deres område af ligestillingsproblematiken.
I Danmark tjener mænd i gennemsnit ca. 20% mere end kvinderne, mest i det private, mindre i det offentlige.
Der er stadig kun ganske få kvindelige topledere og helt galt ser det ud i råd, nævn og bestyrelser, hvor kvinder så at sige er ikke-eksisterende.I Danmark køber 60.000 mænd sex hver dag! Om al købesex skal forbydes kan diskuteres, men de handlede kvinder har i ikke en jordisk chance for at komme ud af prostitution, idet de bliver udvist af landet, hvis de melder sig selv til myndighederne.

Vi har i Danmark årligt registreret 28.000 kvinder, der bliver tæsket af deres mand. Det reelle tal er dobbelt så højt, idet mange tier om volden.
2000 kvinder flytter på krisecenter, og over halvdelen er kvinder med anden etnisk baggrund. (nyeste tal fra Dannerstiftelsen)

Det var mit indtryk, at man ønsker at indføre kvoter for kvinder i bestyrelser m.m., hvilket Kvinder for Frihed kan tilslutte sig.

Vi kan også tilslutte os, at vi ikke blot billiger prostitution som et almindeligt erhverv, men at man fra samfundets side skal være meget mere aktiv for at hjælpe kvinder ud af prostitution, og at det skal gøres kriminelt at købe sex af handlede kvinder. Nogenlunde den samme holdning sporedes hos de socialdemokratiske kvinder, selv om vi også inden for foreningen har lidt forskellige holdninger til, om al købesex skal kriminaliseres.

Der udeblev politiske tiltag til at bekæmpe partnervold og forslagene var få, når det handlede om at hjælpe ofrene, ud over at sende dem på krisecentre.

Det var meget beskæmmende at være vidne til, at på trods af, at vi har 300.000 – 400.000 indvandrere og efterkommere, blev kvinder med anden etnisk baggrund på intet tidspunkt under konferencen nævnt af hverken deltagere eller oplægsholdere. Selv om over 30.000 kvinder med anden etnisk herkomst står uden for arbejdsmarkedet. Selv om 50% af kvinder fra Mellemøsten og Somalia har fået en dansk uddannelse er kun ca. 14% af disse er i arbejde. Selv om der ugentlig er 2-3 unge kvinder, der henvender sig i de forskellige politistationer for at få hjælp til at undgå tvangsægteskaber. Selv om småpiger bliver sendt til moderlandet for at blive kønslemlæstet. Selv om vi har et voldsomt stigende problem med parallelsamfund, hvor kvinder underlægges strenge religiøse leveregler, og hvor seksuel, fysisk og social undertrykkelse er hverdag.
Vel er det en kæmpe udfordring for Danmark, men at man simpelthen fravælger at beskæftige sig med den del af ligestillingskampen på en kvindekonference med socialdemokratiske kvinder, vidner om en berøringsangst og en fornægtelse, der kan sammenlignes med en struds, der stikker hovedet i busken.

Årsberetning afgivet 30. april 2008

Årsberetning – Kvinder for Frihed – Generalforsamling d. 30. April 2008
Den 5. marts kunne vi fejre vores 2 – års fødselsdag.

Den to-årige har gå-på-mod – er nysgerrig – men også en anelse gumpetung. Alt skal undersøges men samtidig er bevægelserne fortsat trættende. Man bliver så uendelig træt efter en spændende dag. Det er vist ganske kendetegnende for K4F. Nysgerrighed og træthed!

Større folkelig opbakning
K4F var for to år siden med til at bryde et tabu. Tabuet om muslimske kvinders vilkår. Vi kan med stolthed og rank ryg erkende, at ikke mindst takket være vores ubændige kraft og saft, har befolkningen vænnet sig til, at man sagtens kan diskutere muslimske kvinders vilkår – UDEN at være racist, fascist og hvad vi nu blev kaldt i starten. Nu er det problemstillingen der diskuteres i langt større grad, mens dæmoniseringen til dels er aftaget.

Går det rette vej?
At religiøs kvindeundertrykkende symbol som tørklædet er ok på folketingets talerstol, mens klaphat og nissehue ikke er, må siges at være dybt beskæmmende og deprimerende. Det samme gælder, at dommere indtil videre også må bære et så åbenlyst kvindeundertrykkende symbol – herunder symbol på sharia. Omvendt må vi glæde os over, at der synes at være stigende politisk vilje til netop at se på, hvilke symboler offentligt ansatte kan og bør kunne bære – og ikke bære.

Giv mændende et tørklæde
Alle i K4F´s bestyrelse har løbende disksussioner med mænd om tilhylning, religiøs kvindeundertrykkelse, kønslemlæstelse osv. Vi er nu nået dertil, hvor det eneste fornuftige svar til mænds bagetalisering af tørklædefængslingen må være – ´så tag det selv på´. Mange opfatter det som en useriøs kommentar, for mig er det den eneste fornuftige kommentar!

Vores aktivitet
Vi har det forgangne år været fortsat meget aktive. Googler man Kvinder for Frihed kommer der 971.000 hits frem. Vi må dog erkende, at ikke alle handler om K4f. Men sætter fortsat en vigtig dagsorden i debatten om kvinders vilkår – uanset religion, kultur og tradition.
Vi er fortsat en debattør, som man lytter til, også internationalt, hvilket gentagne interviews i bl.a. BBC Radio vidner om.

Website og bloggen
K4F´s hjemmeside er en vigtig del af vores virke. Ikke mindst vores blog, som er meget besøgt og tidsvist lægger plads og ryg til voldsomme diskussioner om dette eller hint. Ikke mindst diskussionen om eventuel kriminalisering af prostitution skabte stor debat.
Jeg kan fortsat kun opfordre alle til at tage del i vores vigtige diskussioner på bloggen. Og så må vi glæde os over det kendetegnende for et demokrati – at uenighed er en dyd. Det gælder også for bloggen, hvor man også må glæde sig over, at vi også indenfor bestyrelsen kan være uenige.

Lov mod tilhylning af umyndige piger
Tilhylning af umyndige piger er regelret brud på børnekonventionen, og forhindrer pigerne i at vokse op i frihed og ligeværdighed. Herudover er det regelret sundhedsskadeligt (D-vitaminmangel, inaktivitet/fedme samt hårtab) for ikke at tale om de psykosociale konsekvenser.
K4F ønsker et forbud mod tilhylning af umyndige piger. Samtidig mener vi, at det allerede er udtryk for omsorgssvigt og reelt bør føre til underretning til de sociale myndigheder, hvis man får kendskab til et tørklædefængslet barn. Alle er forpligtet til ifølge Serviceloven at underrette de sociale myndigheder, hvis man får kendskab til eller mistanke om, at et barn udsættes for fysisk eller psykisk vanrøgt.
Vi afholder d. 7.5 et debatmøde på Christiansborg herom, hvor Minister for Ligestilling, Karen Jespersen, har indvilliget i at åbne dagen.

Aktion
Vi har haft en del diskussioner om, hvordan man griber det an, hvis man møder tørklædefængslede kvinder fx som ekspedient, tandlægeassistent, sygeplejerske osv.
Føler man sig intimideret – hvad jeg personligt gør – kan man gribe det an på mange måder. Selvfølgelig påtale det – fx over for ens tandlæge. Jeg har selv gode erfaringer hermed.
Vi har valgt at lave et kort – som man kan aflevere i butikker, når eller hvis man føler sig intimideret af kvindeundertrykkende religiøse symboler/tørklædefængsling. I erkendelse af, at religion bør forblive en privat sag.
Dette kort kan købes for 10 for 100 kr og 20 for 150 kr.

Hvorfor fylder islam så meget?
Vi bliver tidvist kritiseret for, at vi alene bekymrer os om kvindeundertrykkelsen inden for islam. Det er ikke rigtigt. Vi har forsøgt at rejse flere andre sager – fx alle de døde kvinder paven har på sin samvittighed – men det har desværre ikke samme gennemslagskraft. Rent faktisk har vi taget mange emner op i løbet af det forgangne år – men meget er strandet på vores blog. Det har ikke samme bevågenhed i offentligheden. Desværre. Omvendt må vi jo erkende, at netop muslimske kvinders vilkår har været så tabuiseret, at det i sig selv har haft en mission at tage fat på disse væsentlige diskussioner.

Boykot af OL?
Boykot af OL har været – og bliver – diskuteret livligt. Det kan dog undre, at man alene fokusere på tibetanernes vilkår. Uden at undervurdere deres vilkår er det ejendommeligt, så let pige-drab accepteres. Eller overses. Visse steder i Kina er kønsrationen 130 drenge pr. 100 piger. Det er da i sig selv en god grund til at boykotte Kina – og dermed presse dem – til at gøre en aktiv indsats for at bekæmpe sådanne pigedrab – og aborter baseret på køn.

Maskeret tvang – før vores tid
Vi udgav i november 2006 antologien, Maskeret tvang. Nogle gange kommer man før sin tid. Og det mener jeg nok var tilfældet med Maskeret tvang. Den er i dag lige så aktuel – måske endda mere – end da den udkom for 1 ½ år siden.
Maskeret tvang kan fortsat købes via foreningen til favørpris på 150 kr.

Smykker
Tolerancekæden – er fortsat en succes og blevet en klassiker. Den lever sit helt eget liv. Og gudskelov for det, da den udgør en væsentlig del af vores indtægter. Plus ikke mindst skaber nødvendig opmærksomhed omkring vores arbejde.
Peacekæden – er nyt tiltag, som min datter Mai fra JEWLSCPH også har udviklet ligesom Tolerancekæden. Kæden har allerede været vist bl.a. på forsiden af modebladet Sirene og i en flot modeserie i Costume. Vi håber, at den bliver samme succes som Tolerancekæden.
Vi er fortsat meget interesseret i gode idéer til produktudvikling, da det er en måde at fundraise til foreningens vigtige virke. Gode forslag modtages. Har I selv kreative sider – eller kreative døtre – så lad os høre!

Sammen er vi K4F
K4F er hvad vi hver især gør foreningen til. Den lever, ånder og tager form efter vores diskussioner, læserbreve, pressemeddelelser, blogindlæg osv.
Så lad mig atter på det kraftigste opfordre til, at I hver især tager del i arbejdet – og ikke mindst de væsentlige diskussioner. Lad vores røst blive hørt!

Tak
Så kommer vi til de vigtie taksigelser.
Tak til vores medlemmer, tak til bloggens flittige brugere og tak til dem, der har støttet foreningen ved køb af Tolerancekæden og Peacekæden. Tak til vores webmaster, Lone Jacobsen, som i det forgangne år har givet os en helt ny website med nyt og lækkert design.
Tak til vores revisor, Tariq Sundoo.
Vi må til det tunge arbejde at sige farvel til dejlige kvinder i bestyrelsen, Ahn, Channe og ikke mindst Nina. Alle har ydet et stort arbejde, men alligevel må vi især takke Nina for det helt fantastisk store arbejde og engagement hun gennem tiden har lagt i K4F. Vi vil savne alle disse gæve kvinder i bestyrelsens fortsatte arbejde. Tak til de dejlige kvinder i bestyrelsen, som fortsætter dette vigtige, frivillige arbejde.
Tak til vores familier – som fortsat må trækkes med vores store engagement – men dermed også såvel glæder, sorger som ligefrem irritationer.
Tak til pressen. Et forhold som fraset enkelte ´hulemænd´ har fundet et fint leje – baseret på gensidig respekt. Vi bliver hørt – og har et konstruktivt samarbejde med pressen.
I et demokrati er uenighed en dyd, som vi skal vi værne om. Også i K4F!

Vibeke Manniche
Forkvinde
April 2008

Forbud mod tørklæder til umyndige piger? Vellykket debatdag

Kvinder for Frihed har netop afholdt meget vellykket debatmøde på Christiansborg. Til mødet holdte bla. Karen Jespersen, minister for ligestilling oplæg, og der var stor tilslutning til debatten. Også fra politisk side. Det gav anledning til spændende diskussioner.
Klart blev det dog efter jurist Stine Jørgensens gennemgang af Børnekonventionen, at tilhylning af umyndige piger ER et brud på Børnekonventionen. Faktisk kan man allerede inden for Serviceloven reagere herpå. Således at får man kendskab til tilhyllede piger, bør man faktisk underrette de sociale myndigheder!

Stor ros til socialdemokraterne!

Kvinder for Frihed sender en stor buket roser til Socialdemokratiet. Endelig træder partiet i karakter, når det gælder religiøse symboler, som fx tørklæder, på offentligt ansatte.
– Det er en stor dag for os kvinder, at Socialdemokratiet endelig tager et medansvar. Tørklædefængsling forbliver stærkt kvindeundertrykkende, og et helt forkert signal for den offentligt ansatte at sende til et barn, en patient eller en anklaget. Sådanne kvindeundertrykkende symboler hører ikke til i et samfund, som bygger på ligeværd mellem kønnene. Det er helt fint, at man samtidig vil forbyde alle religiøse symboler. Nogle forholdsregler som alle stort set i forvejen selvfølgelig tager. På samme måde som offentligt ansatte jo heller ikke skilter med deres politiske holdning. Religion skal og bør være en privat sag, udtaler forkvinde Vibeke Manniche fra Kvinder for Frihed.
Vibeke Manniche er selv læge og har nu i flere år været varm fortaler for, at læger ikke bærer tørklæde, herunder religiøse symboler.

Resolution fra Kvinder for Friheds Generalforsamling d. 30.4.2008

RESOLUTION fra Kvinder for Friheds generalforsamling den 30/4 2008 afholdt på Frederiksberg.

Kvinder for Frihed støtter Dansk Folkepartis initiativ om at forbyde tilhylning af offentlige ansatte personer som f.eks. dommere, sagsbehandlere, læger, sygeplejersker, pædagoger,
lærere m.fl.

Resolutionen uddybes af forkvinden: Det er i virekligheden et under, at der skulle gå så lang tid, førend et parti endelig fremkom med et så nødvendigt forslag. Så kvindeundertrykkende symboler som tørklædefængsling hører ikke til på offentligt ansatte. Og da slet ikke ansatte, som har med mennesker i nød samt med vore børn at gøre. Det er et helt forkert signal om, at der IKKE er ligeværd mellem kønnene. Skræmmende at ikke mindst vi kvinder så længe har accepteret det og næsten har idyliseret denne grove kvindeundertrykkelse, udtaler Vibeke Manniche, forkvinde for Kvinder for Frihed.

Brev til Statsminister Anders Fogh Rasmussen

Angående: tale på Grundlovsdagen

Til Anders Fogh Rasmussen
På baggrund af din tale på Grundlovsdagen tillader vi os at rette henvendelse til dig, idet det er vor opfattelse, at du ved at plædere for mindre religion i det offentlige rum og samtidig give udtryk for, at kvinders iførelse af det muslimske tørklæde er ligegyldigt, har fremsat to modsatrettede budskaber, al den stund det muslimske tørklæde er religion. Det muslimske tørklæde/tildækning har ikke én, men flere betydninger.